I Gårdbutikken Birkholm vil vi gerne give dig en lille bid af vores egen selvforsyning.
Det, der startede som en drøm om selvforsyning, endte op med at blive gårdbutikken Birkholm. Så kort og præcist kan det beskrives. For en ting er at lægge en masse kræfter og passion i noget og bagefter nyde resultatet af ens egne producerede produkter. Det er helt fantastisk og noget, vi altid har nydt meget. Noget helt andet er at dele oplevelsen med andre. Det fandt vi hurtigt ud af, var mindst lige så givende, og det er altid fantastisk at se vores gæsters begejstring over det, vi serverer for dem. Det er meget givende og noget, der gør det hele værd at bruge kræfter på. At det, man brænder for og lægger rigtigt meget i, også værdsættes af andre.
Så skridtet var nemt at tage, og efter utallige opfordringer tog vi i 2018 beslutningen om at åbne Gårdbutikken Birkholm og gøre vores drøm til virkelighed. Når du handler med os, er det vigtigt, at du stadig har følelsen af, at du, når du besøger os, stadigt får en lille bid af det, vi går og laver. En lille bid af vores selvforsyning, hvor du kan smage den gode råvare og mærke den energi og passion, vi har lagt i det. Større må vi aldrig blive.
Det, der driver os, er en passion for det, vi laver.
Vi tror ikke på, at man kan lave noget godt uden at have en stor passion for det, man laver. At ville noget, der er mere end bare et arbejde. Vi tror på, at det, der gør mange gårdbutikker interessante og et besøg værd, er den glæde og stolthed, der er i det, man producerer og sælger. Det må aldrig blive en industri, en masseproduceret råvare, eller et tilfældigt produkt, man nu engang kan leve af. Det skal altid udspringe af en passion for det, man laver, og en gårdbutik må aldrig blive en sur tjans, eller noget man i bund og grund ikke har lyst til.
Vi brænder for det, vi laver, og vi er sikker på, at det kan smages i de produkter, vi sælger. Om det er et stykke af frilandsgris eller en af vores isvine lavet af fynske æbler, så håber vi, at du kan smage forskellen. Vi har i hvert fald lagt alt vores energi i at producere nogle råvarer til dig, som kan give dig en god oplevelse ved middagsbordet sammen med dem, du holder mest af.
Lise-Lotte
Martin
Fakta om Gårdbutikken Birkholm.
- Lise-Lotte og Martin har boet på Birkholm siden 2004.
- Birkholm er en bindingsværksejendom fra 1825.
- Der er 3,5 hektar jord til ejendommen + diverse forpagtninger af græsmarker.
- Gården drives ikke økologisk, men efter princippet om sund fornuft. Som Martin selv fortæller, er det ofte en endnu bedre og mere miljørigtig løsning – at bruge sin sunde fornuft.
Samarbejdspartnere
- Holmelund ved Trine Mehlsen og Jesper Langfelt - Gårdbutik med lækkert oksekød af racen Welsh Black.
- https://steffenbohnsen.dk/